Det hemmelige juleselskab

DET HEMMELIGE JULESELSKAB er et fortryllende advents-eventyr i 4 dele. Der er et kapitel for hver dag frem til jul. Og de er alle fulde af sjov og uhygge:  

Det hele begynder i tandfeens hemmelige tandtårn.
Tandfeen er meget bekymret, for mange børn er holdt op med at tro på hende - og lægger kun få tabte mælketænder under hovedpuden, så hun kan få dem. Og nu mangler hun alt for mange til sin hemmelige mission for Julemanden.
Sammen med sin ven, månealfen Alfie, får hun imidlertid en idé. En idé, der skal hjælpe hende med at få fat i masser af tænder.

Men alt går galt. For en fræk drillenisse ødelægger hendes planer. Også hendes venner bliver drillet på fæleste vis. Ja, selve julen viser sig at være i fare.
Tandfeen og hendes venner må finde på noget, der både kan stoppe drillenissen og redde julen for dem alle sammen.

Historien er illustreret af Nataschja Caja og velegnet til børn i alderen 4-10 år, både til højtlæsning og som læs-selv bog for større børn op til 12 år.

FRA LEKTØR UDTALELSEN:
”… sød fortælling, der … fungerer rigtig􀃍fint, og man får en god gang magisk julestemning.”

Læs et UDDRAG her

”…

I ét nu hvirvlede en sky af orange gnister rundt om papkassen, så den løftede sig op fra gulvet og drejede – hurtigere og hurtigere – som en snurretop. Og da den atter stod på gulvet, var den ikke længere af pap – men af glas med guldstøv på siderne.
Fra toppen, der var boksens loft, regnede det med orange stjerneskud. Boksens bund var dækket af små vattot-skyer. Og tankebobler, der lignede sæbebobler, dansede rundt i boksen. Når de blev ramt af stjerneskuddene, eksploderede de akkurat som det drømmestøv, tandfeen plejede at bruge på sine natlige besøg hos sovende børn.
Joh, det var en tænke-hik-boks af ædleste slags.
Tandfeen krøb tilfreds ind i boksen. Det var ikke bare en tænke-hik-boks. Det var hendes egen fantastiske drømmehule. Alfie ville blive helt misundelig …
”Jeg må invitere ham med herind, når jeg har fundet på en god idé,” sagde hun højt og pillede sig tankefuldt i næsen.
Hun tænkte, så boksens sider knagede, og tankeboblerne bristede med dæmpede knald. Hver gang, hun var lige ved at have fat i en tanke, forsvandt den i en sky af drømmestøv. Det var dog irriterende, syntes hun.
Men så skete det: En lillebitte tankeboble for ind i hendes næse. Og straks vidste hun, at hun havde fået en idé.
En genial én.

…”