Uddrag fra ARGUS - DEN FLYVENDE DETEKTIV

 
 

“…

Faster kom hjem igen. Jeg hørte en dør smække, og så stod hun pludselig foran mig.
Hun var ligbleg og råbte med skinger stemme: ”Nu går jeg – og når jeg kommer tilbage, er dét der i mit soveværelse væk, hører du!?” Og så spurtede hun ud af lejligheden.
Jeg gloede uforstående efter hende. Hvad var der galt? Hende, der ellers var så flink og mild? Modvilligt rejste jeg mig for at finde ud af, hvorfor hun tog sådan på vej.
Så snart jeg lindede på døren til hendes værelse, rev en ulidelig hørm af ’Gamle Ole’ mig i næsen. Og der, på hendes seng, lå en stor havmåge.
Jeg kunne godt regne ud, hvad der var sket: Mågen var kommet flyvende og havde spottet pakken med ’Gamle Ole’. Nysgerrig og sulten havde mågen slået sig ned på altanen og pirket hul på emballagen, så den kunne mæske sig i indholdet. Den foråd sig og fik det dårligt.
Og hvad gør man, når man har mavepine? Man må hvile sig! Og da der lige inden for den åbne altandør stod en dejlig seng, var en lur oven på en blød dundyne det eneste rigtige. Hvorfor mågen var basket ind i soveværelset og havde smidt sig på dynen.
Desværre fik mågen det ikke bedre af at ligge ned. Den forædte fugl fik både skidepine og elevatormave. Og nu lå den syge fugl med udbredte vinger på sengen, godt sovset ind i opgylpet ostelage og mågeklatter.
Føj, hvor der stank.
Det var synd for mågen. Det var da også tåbeligt at lægge ’Gamle Ole’ på altanen, så en intetanende, forslugen måge fik osteforgiftning, tænkte jeg og overvejede at ringe efter en dyreambulance. Men jeg kunne vel også selv yde førstehjælp.
Jeg løb ud i badeværelset og fyldte badekarret med lunkent vand, hældte godt med shampoo i og fandt nogle store håndklæder frem. Jeg fandt også en blød opvaskebørste, en føntørrer, noget duftepudder og en kæmpe flaske parfume.

Jeg satte en klemme på næsen, iførte mig gummihandsker og gik i gang. Først bandt jeg en elastik omkring mågens næb, for at den ikke kunne bide mig. Dernæst bandt jeg forsigtigt et lommetørklæde om dens hoved som en slags badehætte, så den ikke kunne se noget – og så baksede jeg den syge måge ud i bad.

…”

 
 
Forside Argus Den Flyvende Detektiv.jpg