UDDRAG fra DET MAGISKE UR 2: FORBANDELSEN

 

“…

Disse besøg går mig på. At sidde og lade, som om man er mandens medløber og nikke til al hans floromvundne, fordrukne snak. Jeg foragter denne Rasputin og er samtidig draget imod ham på uforklarlig vis. Hvilket dilemma. Men jeg må og skal vide, hvad der foregår, og hvad hans virkelige hensigter er.

Fyrst Felix Jusupov bøjede sig over dagbogen. Tænkte lidt og satte igen pennen til papiret.

I går lovede han, at jeg skulle få alt at vide, når tiden var inde. Han ville forøge min rigdom og sørge for, at jeg traf de rigtige mennesker.
Hvilken hån. Hvem tror han, han er? Jeg måtte lægge bånd på mig selv for ikke at fare i struben på ham. Men hans øjne forheksede mig og lammede min handlekraft.
Første gang jeg opsøgte ham ... det var min families idé. De talte om min grammatiske fejl – min forkærlighed for mænd – som en sygdom. De mente, han kunne helbrede mine tendenser. Jeg gik med på spøgen og lod ham hypnotisere mig. Jeg var ude af stand til at røre mig længe efter. Jeg var helt i hans vold. Det var modbydeligt.

En gysen gik gennem den skrivende ved mindet om de stikkende grå øjne. Denne Rasputin forekom mere og mere som en trussel. Fyrsten lænede sig mod stoleryggen og trak vejret dybt.
Han var en ung mand med fine træk, en aristokratisk smal næse, velformede læber og en sirlig frisure.
Det feminine i hans karakter hang sikkert sammen med hans noget aparte barndom. Da hans mor ventede ham, havde hun været så overbevist om at få en pige, at hun kun havde bestilt lyserødt babyudstyr. For at bøde på skuffelsen over at det blev en dreng, havde hun klædt ham i pigetøj indtil hans femte år. Måske derfor nærede han stadig en forkærlighed for at klæde sig i kvindetøj ved festlige lejligheder.
I det hele taget var han den grove bondekarl og påståede mirakelmands modsætning.
Fyrsten lagde pennen fra sig og tændte en cigaret. Han kunne ikke lade stå til. For to år siden var han blevet gift med Irina, zarens niece. Og dette familieskab forpligtede.
Han tog et dybt drag af cigaretten og rakte ud efter et skrin. Åbnede det og beskuede indholdet – en gave fra hans mor, som hun havde købt på auktion.

Hvilket pragteksemplar … Den måtte kunne bruges til formålet.

…”

 
 
DMU2 cover fra Mofibo.JPG