Fræk, fed og følsom

Kender du udtrykket at KYSSE FRØEN for at nå sit mål?

Altså at man ofte må “kysse frøen” og håbe, at den trylles om til en prins og bliver en succes? Udtrykket stammer velsagtens fra Grimm’s eventyr, Frøen og prinsessen. Da jeg stødte på denne festlige figur, kunne jeg altså ikke dy mig for at tage et billede og efterfølgende digte en skæv version:

Den gamle, franske frøkonge Goliat inviterede til bænkebider-banket i anledning af sin fødselsdag. Selskabet skulle afholdes i de fineste omgivelser: bag slottet Chenonceau ved bredden af floden.

Sådan en anledning lod ingen gå fra sig, og padder fra nær og fjern kom svømmende og hoppende med store forventninger og tomme maver. Ih, hvor de glædede sig. For frøkongen var berygtet for sine selskaber med udsøgt souper og ædel druesaft med alfestøv, serveret i ringlende klokkeblomster.

Alligevel gjorde gæsterne store øjne, da aftenen for selskabet oprandt. Enorme åkandeblade bugnede af ristede bænkebidere ad libitum, syltede myrer, sneglesteg med ormekompot, ja selv tusindben i gelé og ildflueknas.

Men før middagen kunne indtages, måtte de pænt lytte til kongens tale. Og han elskede at fortælle.

“Velkommen, kære venner,” kvækkede han højtideligt og skuede ud over forsamlingen. Han rettede med en elegant bevægelse sin gyldne krone, så den sad lige, og fortsatte:

“Det er Os en overmåde udsøgt fornøjelse at se jer alle ved Vores velærværdige runde dag. Derfor har jeg også forberedt en særlig fortælling til jer, så I kan samle en velvoksen appetit.”

Han sendte et overbærende blik til en gruppe skrubtudser, der trommede utålmodigt med deres vortede fingre på klokkeblomstbægrene.
“Lad os først udbringe en skål for Hans Majestætiske Højvelbårenhed, den største - mest berømte Goliatfrø blandt alle,” brølede en buttet oksefrø.

Det lod gæsterne sig ikke sige to gange. Alle løftede deres bægre og brød ud i en storslået kvækkekoncert.
Kongen nikkede nådigt og smækkede med sin klæbrige tunge som tegn på velvilje.
”Denne koncert behager Os. Som tak vil jeg røbe mit hemmelige motto.” Han holdt en kunstpause og udbrød så: “Fræk, fed og følsom!”
Padderne plirrede med øjnene og gloede overrasket på hinanden. Det var dog et besynderligt motto. Stilheden larmede et langt øjeblik.
“Deres Majestæt, hvad betyder det?” fnes en sortplettet latterfrø endelig.
”Afsløringen kræver en forklaring,” medgav kongen. “For nu at starte med ordet fræk, handler det naturligvis om at være modig og tage chancer. Lige som dengang, jeg fik den yndige prinsesse til at kysse mig, så jeg blev forvandlet til en prins. Ja, det er godt nok mange år siden…

Men ingen prinsesse ville nogen sinde kysse en frø frivilligt, vel? Jeg måtte løbe en risiko. Og ja, det var en farlig affære. Jeg var grøn og mager dengang, altid sulten. Jeg drømte om at blive stor og fed. Og det bringer mig til det andet ord. For fed ville jeg være. Jo federe des bedre. Det krævede mere end fluefiskeri. Jeg reddede prinsessens guldbold op af en brønd mod at få rigeligt med mad og lov til at sove i hendes seng. Frækt, ikke? Oh, den skønne prinsesse Tusnelda var ikke meget for det. Men nu havde hun jo lovet det som betaling for at få sin guldbold igen.”

Kongen pillede tankefuldt ved kæden med det gyldne hjerte, der smykkede hans tykke hals.
”Kunsten var selvfølgelig at få hende til at kunne lide mig. Og det lykkedes. I takt med, at jeg blev større og federe, var der til gengæld fare for at ende i det kongelige kogekar. For prinsessens far elskede at gnaske frølår. Og hans sultne blik, hver gang han så mig, var svært ubehageligt. Ja, det var det.”

Padderne gispede og hoppede rædselsslagne ved tanken. Jo, den hæslige trussel havde de hørt om.
En flok svenske svaler, der i mellemtiden var landet ved slotsbroen oven over kongen, formastede sig til at afbryde.
”Så kommer man i den sorte gryde,” pippede de spottende, “og koges til døde!”

Kongen sukkede. ”Netop! Grufuldt, ikke sandt? Men jeg er et følsomt gemyt. Følsom! Hører I? Og jeg havde hørt en fugl eller fem synge om, at frøer blot skal kommes i koldt vand, der langsomt varmes op. På den måde mærker man ikke faren, før det er for sent.“

Svalerne vippede med halefjerene og nikkede indforstået.

”Nu, hvor jeg var blevet tilpas voluminøs og mine lår smækkert fede, måtte jeg være på vagt. Alligevel blev jeg overlistet. En aften, hvor jeg lå på min silkepude og blundede nok så fredsommeligt ved siden af prinsesse Tusnelda, havde hendes far held til at kidnappe mig og bære mig ned i køkkenet.
Ilden buldrede lystigt under gryden, der allerede var fuld af svømmende venner. Ak, jeg måtte finde på noget i en fart. Så jeg tog mod til mig og foreslog, at mine lår ville smage endnu bedre, hvis jeg, før jeg kom i gryden, blev smurt med hvidløg og smør.

Tusneldas far standsede overrumplet. Dét havde han ikke ventet. Men forslaget kunne han lide. Så mens vandet i gryden blev varmere og varmere, gik han i gang med at gnide mig med smør og hvidløg. Det tog sin tid, og da jeg endelig var klar, havde vandet nået kogepunktet.
Jeg stirrede forfærdet ned i det boblende vand, hvor flere af mine artsfæller lå døde og skoldede. Men aldrig så snart jeg blev smidt ned til dem, brændte vandet mig så meget, at jeg med et enkelt spjæt kunne hoppe op af gryden - forbi frøæderen og op til min dejlige prinsesse.
Hun blev så glad for at se mig, at hun, trods min besynderlige hvidløgsduft, kyssede mig hele fjorten gange.

Og ja, her er jeg, som I ser. Kongelig Goliat med gylden krone og kæde. Altså - Fræk, fed og følsom!”

Hele forsamlingen jublede og gav endnu en kvadrende koncert, denne gang med svalerne som juhu-kor. For det var en fortælling og et motto, ingen af dem nogen sinde ville glemme.
Bagefter mæskede de sig i det herlige festmåltid, indtil solen stod op bag trætoppene. Og da var der ikke en eneste ristet bænkebider tilbage.