Vand din rose - og andres

OMTANKE MED FLERE GRAN SALT:
Det er december. Det er snart jul. Og i denne tid skorter det ikke på hverken festivitas, gaveindkøb - eller omsorg for dem, der har det svært. I år har rekordmange ansøgt om julehjælp. Rigtig mange åbner deres hjem for dem, der er alene, så de ikke skal sidde ensomme juleaften. Det er alt sammen godt. At have hjertet på rette sted.

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvordan mange har det, både før og efter hjerternes fest. Forleden læste jeg et indlæg på Instagram om en kvinde, der anerkender sin egen ensomhed. Hun har ingen at fejre jul med. Ingen at invitere til sin fødselsdag. Og for at drysse et ekstra gran salt i ensomhedssåret, modtog hun velmenende tilkendegivelser i kommentarsporet: “Hvor er du modig at stå frem” - “Du må godt komme hjem og fejre jul hos mig” - “Du er ikke alene” for blot at nævne nogle få.

Kvinden har sikkert varmet sig ved denne respons. Måske har hun tilmed fået flere venner. Men når julen er slut, hvor står hun mon så?
Ændrer omstændighederne sig, eller klinger opmærksomheden af?

Har vi ikke alle et ansvar for at tage os af dem, der er ensomme - som ikke rækker ud? Ikke for at smøre vores samvittighed. Heller ikke for at glæde den ensomme bare et øjeblik, og slet ikke for at rejse fanen om inklusion.

Jeg bilder mig ind, at medmenneskelighed handler om omtanke i hverdagen. Når en ældre dame står forfjamsket ved kassen i supermarkedet og har brug for mere tid, selv om køen bagved vokser. Når en cyklist brøler vredt ad fodgængerne, fordi de ikke lige så sig for - fordi han/hun rent faktisk blev bange for at ramle ind i dem - eller reagerer grimt på grund af en besked om et sygt familiemedlem, som cyklisten er på vej hen til.

Hvor meget gennemskuer vi egentlig i øjeblikke som disse? Ser vi “bagom” situationen, mens vi står i den? Viser du forståelse trods egen travlhed og personlige problemer? Når vi overhovedet at sætte os ind i, hvordan andre har det, bag facaden?

Livsvisdom forklædt som eventyr

Forleden læste jeg for mindst 17.gang klassikeren Den lille prins af Antoine de Saint-Exupery. Og blev atter slået af de talrige guldkorn, prinsen kommer med. Hans eftertænksomhed og livsvisdom. For eksempel:

“Menneskene har ikke længere tid til at forstå noget. De køber ting færdige i forretninger. Men der findes ingen forretninger, der sælger venner ...”
- går det citat ikke bare lige i hjertekulen?

Jeg må indrømme, at jeg har flere yndlingscitater fra samme bog, og nu, hvor året nærmer sig sin slutning, er det måske en anledning til at nævne denne her:

”Det er som med blomsten. Hvis du elsker den, skal du give den plads til at blomstre.”

For den kloge prins elsker sin rose. Han ved, at man skal passe på den. Vande den og tale med den…
Derfor sender jeg nu et foto af roser (et, jeg tog på Blixen-museet tidligere i år) ud i verden. Håber, at de vil blomstre videre hos dig og dine, og at vi bliver (endnu) bedre til at passe på hinanden.

Glædelig jul! Vi ses i 2026.