Karkludens klagesang

“Når sandheden skal frem,” sukkede viskestykket en sen eftermiddag til karkluden, “er jeg træt af altid at blive gnedet på glas og porcelæn. Ingen aner, hvor hårdt det er at være mig.”

”Virkelig?” svarede karkluden syrligt. “Så skulle du prøve at være mig. Jeg får buksevand mange gange dagligt, bliver vredet, så hver en fiber i mig skriger - og så bliver jeg klasket og kørt rundt i skidt og snavs.”

“Føj, det er skandaløst,” medgav viskestykket. “Men se nu bare, her hænger jeg fugtig og klam på en knage som en ligegyldig las. Kun, når glasset skal poleres, tages jeg frem i lyset. Du ligger da bedre dér ved opvaskebørsten og grydesvampen.”

Karkluden sendte viskestykket et overbærende blik fra sin plads ved køkkenvasken. “Skab dig nu ikke. Du dufter da rimeligt i forhold til mig. Selv mine inderste tråde fimser surt. Jeg når dårligt at tørre natten over, før jeg bliver snasket til i sulfo og koghedt vand og vredet igen og igen… Næ, du har det bedre end mig.”

I det samme kom støvekosten svansende. Den rystede med sin lange, solgule fiberfjerpragt, fnøs foragteligt af viskestykket og karkluden og vrissede:
”Har man hørt mage - I aner ikke, hvor godt I har det. Jeg kommer aldrig i bad men svøbes konstant i støv og nullermænd, edderkoppespind og andet snask. Frisk luft får jeg kun i små doser - og så deler jeg skab med den dumme støvsuger.”

“Brok jer ikke,” tog karkluden til genmæle. “Mit liv er helt sikkert det hårdeste - og korteste. Jeg tør vædde på, at I overlever mig!”

Viskestykket gispede højlydt og slog sig i tøjret. Støvekosten rømmede sig forlegent. Ingen af dem vovede at sige karkluden imod.

”I har det til gengæld som kattene, der har ni liv,” peb karkluden selvhøjtideligt. “Lur mig, om jeg ikke snart lander i skraldespanden og bæres bort til forbrænding. Ak, det er så sølle.”
Og så sank kluden sammen i selvmedlidenhed uden at ytre mere.

Den følgende dag kom de alle tre på arbejde. Det var nemlig tid til forårsrengøring. Særlig viskestykket havde nok at bestille, for alle vinduesruderne skulle pudses og poleres. Også støvekosten tog sin tørn, og det endda uden at kny. Den var vant til mosten og skøjtede beredvilligt hen over billedrammer, reoler og skabe. Men karkluden måtte slide i det. Igen og igen hev den efter vejret i det boblende sæbevand, lod sig sno og vride, før den maste sig vej gennem endeløse, snuskede flader.

Da rengøringen omsider var overstået, var støvekosten ganske udtjent. Dens hårpragt var uglet og misfarvet, og dens kække stang var bøjet. Viskestykket var dækket af sorte pletter, og dens sømmede kanter var begyndt at trævle. Så begge havnede i skraldespanden.

Karkluden holdt vejret. Mon ikke den skulle samme vej? Men den blev vasket og skyllet og hængt til tørre på vandhanen.

”Nå, da,” hviskede karkluden overrasket. “At tænke sig, at jeg har overlevet de andre. Men det er nok, fordi jeg aldrig beklager mig.”